At skaffe 75.000 kroner: Vi stod sammen om at nå målet for årets store TCE indsamlingVi er ikke så mange, men vi er seje og målbevidste! Så enkelt kan det siges. 25 elever og 15 lærere var ikke i tvivl – vi VILLE samle de penge ind til TCE (Total Control of the Epidemic) - og derfor lykkedes det. Læs mere om vores fantastiske TCE uge… Først lidt om TCE... Total Control of the Epidemic, eller TCE, er et prisbelønnet hiv/aids oplysningsprogram som er til stor gavn for mennesker bl.a. i Zimbabwe. Der er også TCE områder i Mozambique, Sydafrika, Namibia og Angola. Skolerne i Tvind har i de sidste syv år støttet TCE programmet i Zimbabwe, et land som lige nu er i hårdt ramt af en økonomisk og politisk krise. Zimbabwe er tillige et af de hårdest ramte lande i verden når det gælder udbredelsen af hiv/aids. (Som en konsekvens heraf er den gennemsnitlige levealder for kvinder er faldet til 33 år.)
Dette til trods modtager befolkningen i Zimbabwe yderst lidt støtte fra det internationale samfund, som henholder sig til at menneskerettighederne ikke bliver overholdt af landets regering. Menneskers ret til liv, og børns ret til at få lov til at blive voksne, bliver således tilsidesat pga. politik. Det kan vi ikke lade ske. Vi ser det som vores sag at støtte mennesker i Zimbabwe. Aids er den hyppigste dødsårsag i Zimbabwe. Vi kan gøre mest gavn ved at støtte kampen mod hiv/aids, og derfor vil vi indsamle de nødvendige midler til at TCE i Guruve som er et af de fattigste områder i Zimbabwe.
I dette skoleår har vi som mål at indsamle 150.000 kroner til TCE, fordelt over 4 indsamlinger i september, december, april og juni. I hele uge 39 stod der TCE på programmet og det var her vi ville skaffe halvdelen af pengene, altså 75.000 kroner.
Sådan organiserede vi vores indsats ”Hvordan gør vi nu det?” var det helt store spørgsmål i planlægningsfasen op til TCE ugen. Vores skole består af en broget flok af unge som dels har forskellige slags talenter, og dels har særlige behov som der skal tages hensyn til. Det samme gælder i øvrigt for lærerne, så det var bare med at lægge hovederne i blød for at alle kunne yde deres bedste, og at vi samlet set kunne få det bedste resultat. Formålet var at alle skulle kunne komme til at yde deres til at indsamlingen blev en succes, og at de samtidig fik en god oplevelse ud af det.
Et var givet: Vi skulle nå de 75.000 kroner! Vi lagde et ”indsamlingsbudget”. Vi begyndte med at opstille en række spørgsmål og prøvede så at besvare dem. Hvilke muligheder har vi? Indsamling på gaden. Byggeprojekt. Små, overkommelige projekter på Tvind. Flaskeindsamling? Bilvask? Hvem er gode til at sælge TCE aviser på gaden? Hvor mange personer? I hvor mange dage? Hvem skal være sammen – og i hvilke byer? Er der nogen som har nogle favoritposter? Kan man være tre indsamlere i Struer? Hvad med i Herning? Mon Småskolen Christianshede samler ind i Silkeborg eller kan vi tage derhen i en dag? Hvad var vores gennemsnitsbeløb per indsamler per dag for indsamlingen sidste år? Tør vi regne med det samme tal igen? Vi bestemte os at fastsætte gennemsnitsbeløbet til 450 kroner.
Efter mange overvejelser endte vi med at have en plan hvor vi kunne se hvem der skulle samle ind hvornår, i hvilke byer. Vores primære byer Holstebro, Ringkøbing og Herning, og derefter Skive, Struer og Silkeborg. Indsamlingsholdet kom til at bestå af i alt 15 personer, lidt på skift, sådan at der hver dag kom 10 – 12 ud at samle ind i tre byer. Desuden blev ”specialisterne” Litta og Lianne taget i ed på at de i en dag tog på deres særlige rute for at indsamle i de små samfund langs vestkysten: Søndervig, Nymindegab, Hvide Sande. Helga og Per ville lave en særlig aktion med at sætte indsamlingsbøtter op i pizzeriaer. Det samlede mål for indsamlingsholdet samt "specialister" blev sat til 25.000 kroner.
Ballonholdet på Tvind kom så med en glædelig overraskelse: ”Vi har allerede tjent nogle penge til TCE her i sommer – det er donationer for folk som vi har haft med oppe at flyve….” 18.000 kolde kroner var allerede indsat på TCE kontoen i den anledning. En original idé og et rigtigt godt tiltag - vi er meget glade for ballonholdets initiativ! Mange tak til Benny, Palle, Stefan, Kim og Alex!
Fire af lærerne var meget ivrige efter at lave en byggeentreprise, hvor de kunne bruge deres håndværksmæssige talenter i fem hele dage. Fem af eleverne var også med på idéen. Det lykkedes dem at aftale en entreprise på Skolecentret i Vamdrup som er ved at bygge om. Opgaven stod på byggeri af halvtage, og opsætning af nye lofter. Entreprisen blev aftalt til 28.000 kroner netto, som så skulle nås på 5 dage. Byggeholdet tog også en af de yngre og ikke så erfarne elever med på holdet, han kom med ”i praktik”, og fik på den måde oplevet livet på en byggeplads i et par dage.
Der var også behov for at få udført forskellige praktiske opgaver på Tvind, så der blev lavet et dedikeret hold som bl.a. tømte depoter og kørte ting til genbrug, ugen igennem. For denne indsats tjente de arbejdsdusør som de donerede til TCE, det var Klaus, Iman og Johan.
Desuden havde vi mandskab nok til at lave et lille specialisthold som støttede TCE indsamlingen ved at sætte tøjindsamlingscontainere i stand. Det ville Kathe og Rune Bak stå for.
Tre af pigerne ville meget gerne sørge for forplejningen under TCE ugen. De sørgede for dejlige madpakker til dem samlede ind i byerne, og for varm mad til alle andre – også en meget nødvendig del af at få det hele til at virke. Mange tak til Kathrin, Stine og Tanja.
”Budgettet” så nu således ud: Indsamling ved avissalg – 25.000 kroner, ballonflyvning for TCE – 18.000 kroner, byggeentreprise – 28.000 kroner, arbejdsdusør – 1.000 kroner… Der manglede altså 3.000 op til de 75.000 kroner som var målet - og alle mand var fuldt optaget. Hvad skulle vi gøre? Vi kunne ikke presse citronen mere….
Vi måtte helt enkelt finde flere ressourcer at trække på, det vil sige mobilisere flere mennesker end os selv til at være med. Vi kastede vores blik på vores naboer, det nye hold på Det Nødvendige Seminarium, de bliver kaldt ”DNS ’07erne”. De kommer først til Tvind i begyndelsen af oktober hvor de skal i gang med at forberede deres studierejse til Asien. Vi fik aftalt med dem at de ville samle ind i én dag i oktober. De er 20 stykker, så med mindre de er meget dårlige til at sælge aviser på gaden skulle det være muligt for dem at tjene de sidste penge. (Faktisk sagde vi til dem at vi regnede med at de skaffede i alt 10.000 kroner, dvs. at et mål på 500 kroner per person.) På den måde skulle vi have sikret at få det 75.000 kroner i hus – selv om de sidste måske kommer ind lidt senere end beregnet.
Sådan gik det… Hvordan det gik kan du se ved at gå ind her og kigge:
http://www.tce-indsamling.dk/Articel.asp?NewsID=47
Læg mærke til at resultaterne blev bedre og bedre som ugen skred frem - sådan går det når vi står sammen om at nå de mål vi sætter ud efter, og gør arbejdet med at få det hele organiseret på bedste vis!
Mange hilsener fra Dagskolen i Tvind og hjælpetropperne fra Det Nødvendige Seminarium
PS. Vi satser på at blive Danmarksmestre i TCE-indsamling og håber at mange af de andre skoler tager kampen op!
anna@ptg.dk
|